Hej Wendy
Hvad gør jeg, hvis jeg har en veninde, der blærer sig alt for meget med, at hun er mega god til at ride, og at hun kan alle de ting, man skal kunne, hvis man skal ride - og mere til? Jeg syntes, det er ret træls, men jeg er bange for at såre hende, hvis jeg siger det til hende!!! Hvad gør jeg?
Hilsen Sine
Kære Sine
Nogen gange må man lukke ørerne og sige, at man holder af sine veninder, selv om der også er vildt irriterende ting ved dem. Fordi en rigtig god veninde er svær at finde, og ingen er perfekt. Så du skal først tænke på, om hun virkelig er en veninde. Er hun en, du kan stole på? Vil hun være der for dig, hvis du er ked af det? Kan I grine og have det sjovt sammen? Kan I betro jer til hinanden, og kan I være sammen med andre uden, det skaber ballade? Eller er hun sådan én, de andre ikke kan holde ud, og derfor hun er sammen med dig – altså fordi du er den eneste, der lader hende opføre sig så dårligt?
Du skal finde ud af, om du bare bliver brugt, så hun har én, hun kan vise sig og blære sig overfor. For er du det, så skal du stoppe det nu, ellers vil du fortsætte i sådan en rolle i lang tid, måske endda også i andre venskaber og relationer. Fordi du vænner dig til at være en væg, man bare spiller bold op ad. Så du skal sige stop til hende. Fortæl hvad du føler og fortæl hende, at du gerne vil give hende en chance som din veninde, men at det kræver at hun begynder at opføre sig som sådan en.
At give hende muligheden for selv at vælge, om hun vil være din veninde eller ej, er ikke at såre hende, det er at være en rigtig god veninde selv.
Og husk, at i hesteverdenen har man et udtryk der hedder ’barriereryttere’ – det er dem som står udenfor ridebanen og altid er så kloge på ridning og andres heste, selv om man sjældent ser dem ride ret godt selv.
Hilsen Wendy